Når du sidder bag rattet, har du ansvaret for, at børn under 15 år er spændt korrekt fast i bilen. Er de ikke det, får du et klip i kørekortet og en bøde på 2000 kr.
Børn under 135 cm skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til deres vægt og højde. Der må ikke være flere i bilen, end der er seler til.
Find den rigtige autostol
Tag dit barn og bilen med, når du skal købe autostol. Så er du sikker på, at autostolen passer til begge dele. Tjek at:
- Barnets vægt er inden for autostolens vægtgrænse
- Selen sidder korrekt på barnet
- Barnets hoved ikke stikker op over kanten af stolen
- Autostolen kan monteres korrekt i bilen
- Barnet sidder godt
Sådan tjekker du, at autostolen er godkendt
Tjek altid brugsanvisningen, så du er sikker på, at du monterer stolen korrekt.
Kig efter E-mærket og de to første cifre i den lange talrække under eller efter mærket. Tallet skal enten starte med 03 eller 04, så er stolen i orden.
I-Size er også en gældende godkendelse, som kun gives til autostole med Isofix.
Klik autostolen fast med Isofix
I de fleste nye biler er der Isofix-beslag på bagsædet. Det er to små metalbøjler, som du nemt kan klikke en Isofix-barnestol fast i. Med Isofix-beslag er risikoen for at fejlmontere autostolen mindre.